Ha’ en fod i hvert hav

Har du nogensinde undret dig over spidsen af Danmark? Helt oppe på den yderste spids af Jylland på det nordligste punkt i det danske land findes Skagen, som er landets nordligst beliggende by. Det er stedet, hvor to have mødes. Kattegat og Skagerrak bryder hinandens vande på spidsen af Grenen, der er Skagens yderste punkt. Byen er kendt for sin store historie, de gule fiskerhuse, sit unikke lys og smukke hvide sandstrande og klitter. Skagen er som at besøge en tidslomme med sit genkendelige æstetiske udtryk, men er dog allivel i konstant forandring grundet den hårdføre vind, som fører en stor sandflugt med sig. Således forskyder meget af landet sig gradvist. Toppen af Danmark har uendeligt meget at byde på, hvad end man er interesseret i historie, natur, kunst, shopping eller noget helt femte.

Oplevelser på toppen af Danmark

Ha’ en fod i hvert hav – ja du læste rigtigt! På toppen af Danmark mødes havene Kattegat og Skagerrak, som kommer fra henholdsvis øst og vest. Alt dette kan opleves på Skagens yderste punkt, som også kaldes Grenen, da landstykket har form som en gren. Grenen er hjemsted for klitplantager, store og brede sandstrande, et rigt dyreliv (her er bl.a. god mulighed for at se sæler) og ikke mindst Sandormen, der er et af Skagens særlige vartegn. Sandormen kan fragte dig ud på den yderste spids af Danmark og bringe dig sikkert tilbage igen. På Grenen findes desuden en dejlig restaurant, der byder på lækre lokale specialiteter. Byen byder derudover på et væld af forskellige oplevelser og aktiviteter, som tiltaler folk i alle aldre. Her kan man f.eks. besøge Skagen museum og se på de berømte malerier af familien Ancher, P.S. Krøyer eller Holger Drachmann. Sidstnævntes grav er også at finde på Grenen. Herudover er byen spækket med historiske seværdigheder såsom vippefyret, den tilsandede kirke og Klitgården, som i folkemunde kaldes ”Kongevillaen”, da kongehuset tidligere var ejere af stedet.

Ferie i Skagen

Skagen er et uhyre populært feriemål for alskens turister fra både ind- og udland, og det er der mange gode grunde til. Byen emmer af historie, lys og charme, hvorfor mange tiltrækkes som følge heraf. Der er gode muligheder for at holde ferie i området, da her er masser af hoteller, campingpladser og udlejningsboliger både i og udenfor byen. Der er dermed god lejlighed til at opleve og nyde byen i flere dage, hvilket er en stor fordel, hvis man gerne vil nå at se og tage del i alt det, Skagen har at byde på. Byens store kunsthistorie med status som en regulær kunsterkoloni omkring århundredeskiftet er endnu en årsag til, at Skagen er så velbesøgt. Det ikoniske lys, der indkapsler byen og dens omgivelser, er både indrammet af nogle af danmarkshistoriens største malere, mens det samtidigt kan opleves in-real-life af alle og enhver, som er så heldige at tage en tur til toppen af Danmark. Byens funktion som kunstnerisk Mekka har desuden betydet, at Skagen huser store samlinger af kunstværker, kulturelle institutioner og kreative miljøer. Her er med andre ord noget for enhver smag.